Syv årig underviser med humor og små opgaver

Dagligdagen blev den anden dag vendt op og ned hjemme hos os. Foran computerskærmen i stuen sidder jeg og har startet spillet Minecraft. Ved siden af står min 7-årige søn Asbjørn og venter tålmodigt på, at jeg får koblet mig ind i spillet, så han kan lære mig at spille.

Det slår mig straks, hvor uvant situationen er, fordi det plejer at være mig, der lærer ham noget. At save, at tage tøj på, at skylle sin tallerken af og sætte den i opvaskemaskinen.

Måske derfor har Asbjørn lige fra første gang jeg spurgte, om han ville hjælpe mig med at lære at spille Minecraft, været motiveret og ivrig efter at komme i gang. Første reaktion var, at det måtte være en fantastisk skole, jeg gik på, når vi måtte spille Minecraft. Herefter kunne det kun gå for langsomt med at vise mig rundt inde i spillet. 

Her kan du se et lille klip hvor Asbjørn lærer mig at sætte en bestemt klods i Minecraft

Giver mig en opgave med indlagt humor
Asbjørn står pænt ved siden af mig og svarer på mine spørgsmål. Han kommer selv i tanke om, at en bestemt klods kan noget sjovt, da han ser den på skærmen. Og så opfordrer han mig til at prøve at sætte den, så jeg selv kan se, hvad der sker.

Han kunne også have fortalt mig, hvordan klodsen fungerer, men giver mig i stedet en opgave – “Prøv at sætte den og hop oven på den” – og viser mig desuden med et frækt grin, at jeg sikkert vil synes, at det kommer til at se sjovt ud.

I situationen er to interessante ting på spil ud fra et læringsmæssigt synspunkt. For det første bruger Asbjørn (ubevidst) humor til at motivere mig til at lære at bruge klodsen. Du kan her læse, hvordan humor er en motiverende faktor i læring i et tidligere indlæg.

Giver mig en opgave i stedet for at afsløre
For det andet giver Asbjørn mig en opgave i stedet for at fortælle, hvorfor klodsen er så sjov. Det at vi i frie online læringsrum giver hinanden små opgaver eller “Quests” har John Seely Brown beskrevet som en af de vigtigste evner i 21. århundredes læringsmiljø, hvor forudsætninger og kontekst hele tiden forandrer sig, og hvor man derfor lærer gennem netop sociale samspil, hvor medspillere opstiller disse quests for hinanden.

Asbjørn og hans venner giver også ofte hinanden opgaver, når de spiller Minecraft sammen. Både hvor de opstiller opgaver for hinanden, og hvor de laver mål for fælles projekter. De kan eksempelvis sige: “Hey skal vi ikke prøve at bygge et hus i seks etager i glas med vand oppe på taget” – og så er deres opgave defineret.

Asbjørn har naturligvis aldrig lært at undervise, så hans virkemidler med humor og at stille små opgaver foregår uden refleksion om, hvad der virker. Måske fordi det er så indgroet i de uformelle eller “situerede” læringsrum, der forgår uden for klasselokalet og inde i onlineverdenerne, at ungerne lærer af og med hinanden.